Velkomstfolder

Personale

Leder: Helene Sødergren Dreijer

Under fanen personale og bestyrelse kan du finde en oversigt over medarbejdere i vuggestue og børnehave.

I stuen er vores vuggestue med 13 børn i alderen 0-3 år, og på 1. Sal er vores børnehave med 22 børn i alderen 3-6 år.

Åbningstider
Mandag-fredag 7.30-17.00

Lukkedage:

  • 6. Januar (Hellig tre konger) lukker vi kl. 12.00

  • 1. Maj lukker vi kl. 12.00

  • 21. juni (Grønlands nationaldag) har vi helt lukket

  • I julen er der lukket 24., 25. og 26. december samt 31. december og 1. januar

Telefon

Børnehaven: +299 534388
Vuggestuen og kontoret: +299 534389

Pris og betaling

  • Vuggestuen 3800,- kr. pr. måned,  

  • Børnehaven 3300,- kr. pr. måned.

Ved indmeldelse betales et depositum på 3800,-kr. pr. barn. Dette beløb tilbagebetales ved barnets udmeldelse, såfremt forældrene ikke er i restance.

Betalingen sker til Grønlandsbanken konto 6471 - 7692959

Det er vigtigt at I kendetegner betalingen med barnets navn, da vi ellers ikke kan se hvor betalingen kommer fra.

Den månedlige forældrebetaling skal være indbetalt senest den 8. i måneden. I tilfælde af restance har bestyrelsen ret til at opsige pladsen 8 dage efter en skriftlig rykker

Udmeldelse 

Udmeldelse af et barn skal ske en måned før, og altid den 1. eller 15. i en måned.

Udmeldelsesblanketten kan du finde her.

Sygdom

Vi beder jer holde barnet hjemme hvis det er syg. Bliver jeres barn dårlig i løbet af dagen kontakter vi jer, både for barnets egen skyld, men også af hensyn til de andre børn.

I Mikisoq har vi en sygdomsfolder, som er lavet af Sundhedsstyrelsen og som vi sammen kan kigge i ved tvivlstilfælde.

Er børnene i penicillinbehandling, så giver vi det i Mikisoq hvis vi får udførlig vejledning. Det samme gælder medicin til forskellige allergier.

Gruppeopdeling

Vi har valgt at arbejde med aldersopdelte grupper, både i børnehaven og i vuggestuen.

Vuggestuen:

Børnene er inddelt i to eller 3 grupper. En gruppe bestående af de fire/fem ældste børn, og så en gruppe eller 2 med de syv/otte mindste. Om formiddagen arbejder vi i grupperne til morgensamling og formiddagens aktivitet samt spiser vi frokost i grupperne. Om eftermiddagen er vi alle sammen på stuen.

Børnehaven:

Børnene er inddelt i tre aldersopdelte grupper, med 7-10 børn i hver gruppe. Hver gruppe har en fast voksen tilknyttet. Om formiddagen arbejder vi i grupperne, dvs. til morgensamling, og vi spiser frokost i grupperne. Når vi går til svømning, på ture og til fødselsdag hjemme, foregår det ligeledes i grupperne.

Hvorfor:

Vi oplever en helt anden arbejdsglæde ved at arbejde på denne måde, det er nemmere at få set og hørt alle børn i løbet af en dag, når man ikke skal rette sit fokus på henholdsvis 13 og 22 børn. Børnene trives også med denne opdeling, og alle børn får bedre mulighed for at komme til orde i feks. morgensamlingerne.

Forældresamarbejde

Hvert forår tilbydes næsten alle forældre en samtale. Nogle har haft en samtale på andre tider af året feks. en tre måneders samtale efter barnet er startet, eller en skoleparathedssamtale eller en farvelsamtale hvis barnet flytter fra Mikisoq.

I kan til enhver tid ønske en samtale omkring jeres barns trivsel i Mikisoq og hjemme.

Derudover opfordrer vi til en åben og ærlig dialog mellem os ansatte og jer forældre for at undgå tvivlsspørgsmål og misforståelser.

Alle generelle informationer i huset vil foregår via mails og månedlige nyhedsbreve.

Kostpolitik

Vi er alle interesserede i, at børnene har en god dag når de er i Mikisoq. En vigtig del af dette er, at kosten er i orden, så børnene er mætte i længere tid og har et stabilt blodsukker, det giver børn mere overskud og dermed en bedre dag for alle.

Her i Mikisoq ønsker vi ikke sukker i madpakken, for eksempel chokolade og saftevand.

Eksempler på sunde snacks kan være: gulerodsstænger, agurk, frugt, dadler, figen og rosiner.

Fødselsdage 

Fødselsdage er en særlig dag for barnet, og vi sætter flag ud og opslag ved indgangsdørene. Vi fejrer gerne fødselsdagen i Mikisoq, og I må gerne medbringe frokost eller eftermiddagsmad til uddeling. I børnehaven må der gerne medbringes kage eller is, men i vuggestuen ser vi gerne at der ikke serveres kage eller is.

Slik må ikke medbringes til uddeling i hverken vuggestuen eller børnehaven.

Forslag til eftermiddagsmad: boller, pizzasnegle, pølsehorn, frugt, rosiner, figenstænger.

I børnehaven kommer vi meget gerne hjem på besøg til fødselsdag. Vi går til fødselsdag i de små grupper, så fødselsdagen bliver så hyggelig som mulig for fødselsdagsbarnet. Når vi er hjemme til fødselsdag, så ser vi også gerne at kostpolitikken overholdes.

Legetøj

I børnehaven er der legetøjsdag om fredagen. Vi henstiller til at der ikke medbringes larmende batteri legetøj.

I vuggestuen har vi ikke legetøjsdage, men barnet må gerne have en sovebamse med hjemmefra.

Årshjul

Vi arbejder overordnet ud fra et årshjul, som vi har inddelt i fire perioder:

  • Sep, okt. og nov.: Sociale kompetencer og udeliv

  • Dec, jan. og feb.: Krop og bevægelse

  • Marts, april og maj: Sprog og kultur

  • Juni, juli og august: Grønland og udeliv

Virksomhedsplan

I vores virksomhedsplan, er udover alt det praktiske, også beskrevet de værdier som vi arbejder ud fra. En virksomhedsplan gælder for et år af gangen, og det er vores dokumentation for at vi udfører et tilfredsstillende arbejde, overfor kommunens retningslinjer, for pædagogisk pasningstilbud.

Virksomhedsplanen kan udleveres til jer enten i papirform eller elektronisk.

Traditioner

Vi prioriterer alle danske og grønlandske traditioner såsom jul, påske, børnenes dag, halloween, fastelavn og nationaldagen. Vi pynter op, fester og holder kaffemik med børn og forældre.

Fra vuggestue til børnehave:

Når man har plads i vuggestuen, får man automatisk plads i børnehaven. Vi rykker ikke børn op i børnehaven udelukkende på baggrund af deres alder, vi kigger i høj grad på deres udvikling og modenhed. Derudover skal børnene være renlige når de starter i børnehave.

Hverdagen i Mikisoq:

Aflevering og hentning af barnet

Det er vigtigt at det enkelte barn bliver godt modtaget hver morgen. Barnet skal føle sig velkommen og værdsat. Derudover er det vigtigt at I, forældre, får sagt ordentligt farvel til jeres barn, sådan at barnet ved at I er gået. Barnet skal ikke være afleveret inden en bestemt tid, men hvis I kommer efter kl. 9.00, vil vi meget gerne at I ringer og informerer os, da vi kan være ude af huset. Hvis barnet holder fri eller er syg, vil vi også gerne vide det inden kl. 9.00

Ved hentning kan I læse på tavlerne ved indgangen hvad vi har lavet i løbet af dagen. Vi tager også billeder og hænger op.

Det er vigtigt at I siger farvel til personalet inden I forlader Mikisoq, ellers kan vi stå i en ubehagelig situation hvor vi ikke har set at et barn er blevet hentet. Det er også meget vigtigt at vi får besked, hvis det er andre end jer der henter børnene.

Vuggestuen:

Både i vuggestuen og børnehaven tilbydes der fra 7.30-9.00 stille aktiviteter, der ikke kræver så meget voksen styring, da det er i dette tidsrum at personale og børn møder i Mikisoq.

I vuggestuen holdes der samling kl. 9.00, hvor børnene får et stykke knækbrød og vand. Til samling synges og læses der. Efter samling er der forskellige aktiviteter frem til kl. 10.30: maling, fri leg, rytmik, på tur, legepladsen, bage, projekter, dans m.m. I vuggestuen spiser vi frokost 10.30. Alle børn har selv madpakker og drikkedunke med vand.

I vuggestuen får børnene skiftet ble efter tur og vi har rolig leg inde på stuen indtil de bliver puttet. Børnene hjælper selv med tøjet. De mindste sover i børnevogne udenfor (så længe det er varmere end -10). Forældre skal selv have en barnevogn med til deres barn/børn. De store børn sover indenfor på egne madrasser og med dyne. Børnene bliver puttet samtidig sammen med en voksen.

Kl. 14 serveres der eftermiddagsmad, som er noget børnene får i Mikisoq. Det er som regel brød og frugt eller varm mad.

Børnehaven:
I børnehaven er der fri leg til kl. 09.00, hvor alle børnene skal hjælpe med at rydde op, inden de får tilbudt et stykke frugt. Formiddagen bruges til forskellige planlagte aktiviteter: Krea, Kammagitta, sanglege, dans, samarbejdslege, spil, planlagt tur, svømning, gymnastik, projekter m.m. Vi spiser frokost kl. 11.00. Børnene har madpakker med hjemmefra. Inden frokost vasker alle børn hænder og sætter sig til bordet. Vi holder samling efter maden, hvor vi taler om kalender og dagens vejrudsigt. Der bliver læst højt under frokosten.

Børnene rydder selv deres madpakker og drikkedunke op efter frokost. De ældste børn må gerne være ude på legepladsen uden en voksen efter frokost. Nogle dage går alle børn ud, andre dage bliver der tilbudt forskellige voksenstyrede aktiviteter på stuen f.eks. lave perleplader, klippe - klistre, lege med lego/magneter/togbane mm. Personalet fordeler sig i de forskellige rum, så der bliver mere ro.

Kl. 14 serveres der eftermiddagsmad, som er noget børnene får i Mikisoq. Det varierer fra uge til uge: brød, suppe, pasta, knækkebrød, grød mm.

Efter eftermiddagsmaden er der som regel fri leg resten af dagen enten ude eller inde afhængig af vejret.

Vi ønsker jer velkommen i Mikisoq, og ser frem til et godt samarbejde omkring jeres barn!